Hansted Live klar med hovedparten af programmet: Men der mangler stadig et navn

Når Hansted Live løber af stablen til sommer, kommer der 14 nye navne på plakaten. Selv om der stadig mangler at blive booket ét navn, så ser festivalarrangør frem til endnu en tre-dages fest i Krøyers Have og spår samme niveau som sidste år.

Svendborg: Sommeren er stadig et stykke væk, men festivalerne er så småt ved at lægge sidste hånd på plakaterne.

En af dem er Hansted Live, der sidste år trak mere end 6.700 gæster til Krøyers Have i Svendborg i løbet af de tre dage, festivalen varer.

Foreløbig er otte navne klar, og blandt dem er Michael Learns To Rock, Birthe Kjær og Djämes Braun.

Arrangør og indehaver af festivalen Lars Skovmand Aagaard fortæller, at festivalen stadig mangler at booke et navn, men at man også har flere kunstnere klar, som man løbende vil præsentere.

– Vi præsenterer flere navne i løbet af den næste måned, og så mangler vi lige et enkelt navn, så vi lander på 14 navne ligesom sidste år, siger festivalarrangøren.

Store forventninger til årets festival
Billetsalget til dette års Hansted Live er allerede i fuld gang, og selv om der i skrivende stund er solgt lige under 2.000 dags- og partoutbilletter, så regner Lars Skovmand Aagaard ikke med, at der bliver udsolgt.

– Jeg tror ikke, der bliver udsolgt, når billetterne er så billige, som de er. Det lyder paradoksalt, men mit gæt er, at folk venter med at købe billet, fordi de er til at få fat i, siger han og tilføjer, at billetsalget indtil videre ligger over sidste års niveau på samme tidspunkt.

– Men jeg tror, vi rammer samme niveau som sidste år, hvor vi for første gang lavede overskud. Det virker, som om folk er ved at tage festivalen til sig, siger Lars Skovmand Aagaard.

På dette års program er der flere kunstnere, der især appellerer til det yngre publikum, men det er helt bevidst, forklarer festivalarrangøren.

– Det er jo en havefest midt i byen, så vi vil gerne lave noget, både familier og voksne mennesker kan hygge sig til. I år har vi prøvet at finde noget til det lidt yngre publikum, som stadig er noget, der rammer bredt, siger han.

Det af de offentliggjorte navne, Lars Skovmand Aagaard ser mest frem til, er pop-duoen Djämes Braun. Han havde gået med idéen i et par år, men det var en eftermiddag i august sidste år, der overbeviste ham.

– Jeg var så heldig at opleve dem på Smukfest i Skanderborg sidste år og se, hvilken fest de kan starte, og hvordan de kan samle både unge og gamle. Efter den koncert var jeg sikker på, de ville passe perfekt til det setup, vi har i Krøyers Have, siger han.


I samarbejde med