En hurtig gennemgang af Hansted Live's, indtil videre, korte historie.
Vi ser frem til at tilføje flere kapitler.
2013
(31/7 – 3/8) Baagøes Gaard
Hansted Live så for første gang dagens lys d. 31/07/2013 og blev afholdt i Baagøes Gaard i Vestergade. I 2012 overtog Lars S. Aagaard en del af Spillestedet Hansted og under en oprydning fandt han en Plakat 2010gammel plakat fra et udendørs arrangement i 2010 hvor overskriften var ”Hansted Live”. Han spurgte de gamle indehavere lidt til råds og blev hurtigt klar over at man ikke, efter hans overbevisning, havde udnyttet potentialet i en hyggelig GRATIS gårdfestival godt nok, og dermed var idéen til en ny omgang Hansted Live i gang! Festivalen blev en stor succes og mere end 1000 personer kiggede forbi den hyggelige gårdhave i løbet af de fire dage festivalen varede.
2014
(30/7 – 2/8) Baagøes Gaard
Inden den allerførste version af Hansted Live havde man været i tvivl hvorvidt økonomien kunne løbe rundt når ikke man havde nogen entré på arrangementet. Efter den første festival havde man nu en bedre idé om gårdens kapacitet og potentiale. For at optimere flyttede man bl.a. scenen i forhold til året før og man fik udvidet med yderligere en bar og man fandt desuden flere sponsorer til festivalen. Festivalen gik endnu engang over al forventning og man var nu sikker på at man ville prøve at videreføre arrangementet som en tilbagevendende tradition. Besøgstallet doblede og nåede ca. 2000 personer over fire dage. Man havde for første gang besøg af mere ”kendte” artister i bl.a. The Blue Van & Thomas Buttenschøn
2015
(29/7 – 2/8) – Baagøes Gaard
Efter endnu en succes i 2014 stod det klart at man på sigt måtte indse at Baagøes Gaard var for lille til arrangementet. Selvom man endnu engang optimerede pladsen og rykkede scenen var presset på gårdens kloakker, lydgenerne for beboerne og udfordringerne for de omkringliggende erhvervsdrivende begyndt at være for store. Om ikke andet fortsatte succesen i stor stil og specielt navne som Johnny Deluxe og Die Herren gav store pladsproblemer i gården. Ligeledes havde man dette år en ekstra koncert med Allan Olsen om søndagen hvor der dog blev taget entré for 300 betalende gæster. Det totale estimerede besøgstal nåede helt op på +4000 i 2015.
2016
(28/7-30/7) – Krøyers Have
Kort efter sidste års festival er afsluttet, står det klart at arrangementet er nødsaget til at flytte placering for at kunne fortsætte. Gården er simpelthen for lille i forhold til det antal publikum festivalen tiltrækker og man tænker desuden meget på potentialet i at kunne invitere endnu flere mennesker til god musik i hyggelige og ikke mindst trygge rammer. Man har flere mulige lokationer men vælger Krøyers Have hovedsageligt på grund af dens placering men også fordi det vil være muligt at udsmykke parken så man kan bibeholde den sjæl, charme og stemning man havde opbygget i Baagøes Gaard. Festivalen estimere et besøgsantal på 6-8000 mennesker selvom man nu ”kun” holder festival i tre dage i stedet for fire. Allerede første dag er både koncerten med Klumpen & Raske Penge samt Turboweekend så velbesøgte at man flere gange er meget tæt på at lukke indgangen til haven. Det er første år man tæller de besøgende i indgangen og selvom folk kan passere flere gange fordi der er gratis entré når indgangstælleren lørdag aften over 25000. Ud fra de tal har man estimeret at haven har været besøgt af ca. 10000 mennesker i løbet af de tre dages festival.
2017
(27/7-29/7) – Krøyers Have
Andet år i Krøyers Have blev et år med mange blandede oplevelser. Et år der både bød på fantastiske nye tiltag, men desværre også en del regn. De største tiltag var henholdsvis lanceringen af vores FoodCourt hvor vi for første gang valgte at overdække havens gamle voldgrav med et såkaldt scenedæk for at kunne udnytte pladsen til vores madboder og lave en rigtig “street-food” stemning. Derudover var det året hvor FAA-Talkshowet blev til - Efter inspiration fra mange nye og moderne festivaler mente vi der var plads til intellektuel underholdning mellem koncerterne. Disse blev leveret af bl.a. Anders Breinholt, Andreas Bo, Knud Romer, Jokeren m.fl. Desværre var det også året hvor festivalen brugte rigtig mange penge på at genetablere Krøyers Have pga. store regnbyer. Det satte desværre en dæmper på humøret efter årets festival.
2018
(26/7-28/7) – Krøyers Have
2018 blev Hansted Live historiens, indtil videre, absolut bedste år på de fleste parametre. På grund af forrige års udgifter til genetablering vælger man hurtigt efter afslutningen af sidste års festival at øge entréprisen fra 50,- til 75,- pr. dag så man i højere grad vil være rustet hvis vejret en anden gang skulle blive en udfordring. Vejret blev ikke en udfordring - i hvertfald ikke hvis man tænker på nedbør. 2018 var året hvor man havde afbrændingsforbud i flere måneder pga. tørke, men for en festival er det, trods alt bedre end regn. Talk-Showet blev aflyst pga. sygdom hos moderatorer og flere gæster, men da festivalen også havde modtaget forslag om at fjerne tiltaget pga. et for presset program, var det ikke den store skuffelse for gæsterne, der dermed havde bedre tid til at nyde det udvidede FoodCourt samt en festivalplads der endnu engang havde fået en overhaling i form af oppyntning, bardekorationer, dekorationslys i træer mm. Det blev første år hvor dørene blev lukket både torsdag og fredag under koncerter med hhv. Dodo & The Dodo’s & Big Fat Snake - alt i alt måtte arrangørerne erkende at der igen var fuld fart under Hansted Live’s vinger…
2019
(25/7-27/7) – Krøyers Have
Hold nu op - ALT UDSOLGT.
Udviklingen fortsætter og Hansted Live kan allerede før dørene åbner melde om alt udsolgt. Endnu engang fortsætter man med at justere på prisen for at komme en usikker økonomi til livs. Ledelsen og ejerne vil gerne tage flere penge for billetten men samtidig bliver der fortsat flere udgifter forbundet med den store udvikling af festivalen. Flere gæster betyder større udgifter til toiletter, renovation, KODA afgifter og meget meget mere. Festivalen kommer dette år ud med et lille overskud i omegnen af ca. 100.000. Det var også året hvor Hansted Live rundede 200 frivillige samtidigt bebudede Festivalchef Lars S. Aagaard til medierne at man aldrig ville forlade Krøyers Have og at festivalens energi og koncept netop hørte til midt i byen.
2020
(30/7-01/8) – Krøyers Have
CORONA-ÅRET
Året hvor Danser Med Drenge, Marvelous Mosell, Dodo & The Dodo’s, The Blue Van og mange flere skulle have optrådt. Alt var klappet og klart, der var solgt over 5000 billetter allerede i marts måned da statsminister Mette Frederiksen annoncerede et pressemøde hvor hun pga. Covid-19 pandemien “lukkede” alle sommerens festivaler. Det var en mavepuster. Hansted Live stod i den situation man havde frygtet allermest. Hvordan skulle man nu betale for alle faste udgifter? Lager? Forsikringer? Revisor mm.? Heldigvis blev der efter noget tid annonceret en såkaldt hjælpepakke som skulle sikre bl.a. festivalernes overlevelse. Udfordringen var bare at Hansted Live havde valgt at aftale med kunstnerne at festivalen skulle udskydes og ikke aflyses og det gjorde at man ikke var berettiget. Hansted Live tilbød alle gæster at donere deres billet til festivalens overlevelse og alle der ville have det kunne få deres penge retur. Derudover stiftede Festivalchef Lars. Aagaard en lokal forening som startede en ny type corona-festival som blev en kæmpe succes. Festivalen købte flere ydelser hos Hansted Live og sammen med de donerede billetter, gjorde det at man kunne overleve 2020 uden at gå konkurs.
2021
(29/7-31/7) – Krøyers Have
CORONA-Fortsætter
Først som man troede Covid-19 pandemien var under kontrol kom den nedslående melding endnu engang fra Christiansborg. Festivalerne kunne udelukkende afvikles under særdeles restriktive forhold som gjorde det umuligt for Hansted Live at afvikle et arrangement. Festivalen 5700 Summer som blev stiftet året før blev endnu større og var med deres køb af ydelser hos Hansted Live endnu engang med til at redde festivalen.
Igen var der hjælpepakker - men igen var Hansted Live ApS ikke berettiget til kompensation da de pga. sidste års dårlige resultat havde tabt mere en 50% af egenkapitalen. Ironien ville ingen ende tage og festivalen var endnu engang presset på økonomien. Endnu engang tog ejerkredsen og de frivillige arbejdshandskerne på og hjalp til med flere arrangementer heriblandt Svend-Filmfest, EM Fodbold i Christiansminde og meget mere. Dette arbejde gjorde at festivalen endnu engang undgik konkurs og kunne betale ALLE billetindehavere fra 2020 kunne få deres penge retur. Man ønskede ikke længere at blive ved at have “gamle billetter ude.
2022
(28/7-30/7) – Krøyers Have
Efter 2 aflyste covid-19 år, kunne vi igen lukke portene op til et brag af en fest.
Økonomien hang i en tynd tråd og hele teamet bag festivalen så sig nødsaget til at ændre i konceptet. Vi følte os nødsaget til at blive mere professionelle og have et mere attraktivt musikprogram og derfor blev festivalbilletten sat op til kr. 795,- for 3 dage. Den beslutning blev diskuteret voldsomt på de sociale medier og nogle mente det ville blive festivalens endeligt - det håbede vi selvfølgelig ikke og heldigvis stod vi tilbage med et fantastisk arrangement hvor lørdagen endnu engang blev udsolgt og med rigtig mange gæster både torsdag og fredag. Navne som Benjamin Hav & Familien samt Scarlet Pleasure var med til at danne rammen om det største musikprogram til dato.
2023
(27/7-29/7) – Krøyers Have
Efter konceptændringen i 2022 fulgte endnu et år med samme billetpris og et større musikprogram. Navne som Jonah Blacksmith, Blæst & Phlake toppede plakaten og selvom et par regnbyger kiggede forbi blev 2023 mest af alt det år vi husker for en helt igennem fantastisk festival med god stemning.
Når man laver festival midt i centrum af en by vil der altid være gener for de naboer, forretninger m.fl. som bor tættest, og når mere end 10000 mennesker mødes også altid være nogle der gå skævt af hinanden, derfor forventer vi altid at der skal lidt dialog til - men 2023 blev året hvor alle var glade og tilfredse og vi ikke stødte på nogen som helst udfordringer. Vi håber meget på at 2024 bliver en gentagelse.