Programmet afsløret: Popkoryfæer og legendarisk rapgruppe på Hansted Live

Årets lineup til Hansted Live er afsløret, og plakaten tæller blandt andre Noah, Michael Learns To Rock og Østkyst Hustlers.

Svendborg: Der bliver mulighed for at skråle med på store hits som “The Actor”, “Someday” og “Complicated Heart” på sommerens Hansted Live-festival.

Poporkestret bag de stærke numre, Michael Learns To Rock, er nemlig blandt navnene på årets program, som netop er blevet præsenteret.

De får selskab af stærke navne som Noah, Djämes Braun og Sømændende & Birthe Kjær, der alle er placeret i toppen af festivalplakaten.

– Aldrig før har det været muligt at præsentere så solidt et musikprogram, og det kan udelukkende lade sig gøre på grund af den stigende opbakning, vi har fået af vores gæster siden 2013, da festivalen startede i Baagøes Gaard, siger festivalchef Lars S. Aagaard i en pressemeddelelse.

Raplegender og lokale helte
Hansted Live foregår over tre dage 25.-27. juli. Her vil gæsterne også kunne opleve et par gamle legender indenfor rapgenren i Østkyst Hustlers, som var et stort navn op gennem 90’erne, og som i de seneste par år er dukket op på den danske musikscene igen.

Desuden er der fundet plads til navne som Johnny Deluxe, Tøger Dixgaard, Alberte, Anne Dorte Michelsen, Halberg & Friends og Bryan Adams Tribute. Og sidst men ikke mindst fuldendes programmet med de to lokale bands Live-Wire og Souldios of Love, der efterhånden er fast inventar på festivalen.

Der er endnu et par måneder til festivalen, men allerede nu har mange sikret sig billetter til Hansted Live, beretter festivalchefen.

– Vi har oplevet en enorm stigning af billetter købt i forsalg, specielt partoutbilletterne. Vi har faktisk kun 1/3 tilbage p.t. Jeg tror til dels, at det skal forklares med, at vi sidste år måtte melde udsolgt både fredag og lørdag, samt at arrangementet nu er begyndt at være en tradition for mange, forklarer Lars S. Aagaard i pressemeddelelsen.


I samarbejde med